OL 2024

Messi stiller ikke op til OL: Har ikke alderen længere

Lionel Messi kommer ikke til at repræsentere Argentina ved sommerens OL i Paris. Det bekræfter han selv og forklarer, at han ikke længere har alderen til at deltage i alle turneringer.

Lionel Messi i aktion for det argentinske landshold i en testkamp.
Foto: Daniel Bartel/Reuters/Ritzau Scanpix

Lionel Messi har tidligere i karrieren vundet OL i fodbold.

Den bedrift kommer han dog ikke til at gentage i 2024.

Således bekræfter den aldrende argentiner ifølge The Athletic overfor ESPN, at han ikke kommer til at tørne ud for det argentinske landshold i Paris denne sommer.

Selv peger Lionel Messi på det nært forestående Copa America samt sin fremskredne alder som to af de primære årsager til, at han ikke kommer til at spille ved OL 2024.

– Jeg har talt med træneren [Javier Mascherano] og realiteten er, at vi begge forstår situationen.

– Det er svært at tænke på OL lige nu, fordi vi er med i Copa America. Det ville betyde to-tre måneder, hvor jeg ikke kan være med for min klub. Endnu mere vigtigt er det, at jeg ikke længere har en alder, hvor jeg kan deltage i alt.

– Jeg bliver nødt til at være omhyggelig med mine beslutninger. Det ville være for meget, hvis jeg skulle spille to turneringer i streg.

– Jeg har allerede været heldig og spillet ved OL, hvor jeg vandt. Det var en fantastisk oplevelse, siger han.

36-årige Lionel Messi skal sammen med resten af det argentinske landshold forsøge at forsvare titlen ved Copa America inden længe.

Den 20. juni tager han og resten af holdet hul på turneringen med et opgør mod Canada.

Copa America slutter den 14. juli – blot 10 dage inden mændenes fodboldturnering ved OL sparkes i gang.

Lionel Messi var med til at vinde OL i Beijing i 2008.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P