Hjulmand har startelleveren klar: Jeg har en klar idé
Der er blot fire dag til, at Danmark åbner EM 2024-ballet mod Slovenien, og den danske landstræner, Kasper Hjulmand, fortæller, at han har en klar idé om, hvem der kommer til at starte på banen.
Hvem starter på banen for Danmark, når EM 2024 skydes i gang mod Slovenien.
Det ved kun landstræner Kasper Hjulmand og de nærmeste folk omkring ham. Men startelleveren er allerede så godt som på plads.
Det fortæller Kasper Hjulmand, da han møder pressen i den danske EM-lejr onsdag.
Allerede nu har Kasper Hjulmand en god idé om, hvem der skal starte på banen, men der kan dog forekomme småjusteringer de næste par dage.
Hvor meget kan nå at ændre sig i forhold til den startopstilling, du har i hovedet frem mod Slovenien-kampen allerede nu?
– Ikke så meget. Det er kun, hvis der sker et eller andet. Der er noget i forhold til det fysiske, og som træner går man altid og kigger i øjnene på spillerne og mærker nogle ting. Engang imellem kan man godt mærke, at der er et eller andet.
– Nogen gang ser man også en sammensætning, som man måske ikke havde set på forhånd. Nogen der finder hinanden derude. Så kan det godt forandre sig en lille smule. Men jeg har en klar idé om, hvad vi gør mod Slovenien.
I samme forbindelse slår Hjulmand også fast, at de 11 udvalgte til første kamp mod Slovenien ikke nødvendigvis er dem, der skal gøre det i de andre kampe ved slutrunden. Der kan ske ændringer løbende.
– Der sker altid lidt (i løbet af slutrunden, red.). Der er forskydninger. Nu står jeg her, og om en uge eller to, så er der også sket noget. Det flytter sig hele tiden, fortæller Hjulmand og fortsætter:
– Der var ingen, der tænkte, at Damsgaard skulle spille (under EM 2020, red.). Jeg regnede ikke med, at Damsgaard skulle spille fra starten. Men lige pludselig så var han der. Så rammer man et eller andet i løbet af den slutrunde. Så vi følger jo spillerne tæt og mærker dem også løbende og ser, hvordan de reagerer. Hvem har et eller andet, som skal slippes løs. Så der sker noget.
Danmark åbner EM-slutrunden mod Slovenien den 16. juni.
I det seneste afsnit af EM Ambassaden, som kan tilgås på både lyd og video herunder, dykker Rasmus Würtz ned i den danske startopstilling – i særdeleshed på højrebacken, som ifølge han står ret åben. Se det senest afsnit herunder
Vild kamp om pladserne – Bah foran Mæhle?