EM 2024

Godt nyt fra AC: Klar til 90 minutter

Andreas Christensen har døjet med en mindre skade i akillessenen, men den danske stopper melder nu sig selv helt klar til gruppespillet ved EM.

Andreas Christensen under den danske landsholdslejr i tyske Freudenstadt under EM 2024.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Andreas Christensen har ikke spillet 90 minutter siden starten af marts.

Selvom det umiddelbart kan lyde bekymrende, så er var der onsdag morgen godt nyt fra den danske forsvarsspiller.

Frem mod det danske landsholds åbningskamp ved EM mod Slovenien på søndag melder FC Barcelona-spilleren sig selv helt klar.

– Jeg kommer i fin tilstand, og hvis jeg starter kampene, så regner jeg også med at kunne spille 90 minutter, og jeg glæder mig, lyder det fra Andreas Christensen.

Andreas Christensen spillede sin første landskamp i 2024, da han startede kampen mod Norge på Brøndby Stadion, hvor det blev til en god time på banen.

Alligevel føler han sig selv sikker på, at der også er fuld tid i ham til kampene efter Slovenien-kampen mod henholdsvis England og Serbien.

– Ja ja, det burde det være nok til. Det kan være, han (landstræner Kasper Hjulmand, red.) sparer mig lidt i træningerne, så det ikke bliver ‘overdone’, men hvis jeg starter kampene, så er jeg ret sikker på, at jeg kan spille 90 minutter, lyder det fra ‘AC‘.

Grunden til at Andreas Christensen er blevet taget fra banen i FC Barcelona er ikke, at han har følt smerter.

– Jeg har bygget det lidt op. Det var vigtigt for mig, når mesterskabet ikke var indenfor rækkevidde, ikke at starte næste sæson med de samme smerter, så vi har passet på.

– Jeg er ikke blevet taget ud, fordi det har gjort ondt. Vi har gjort det for at bygge op, lyder det fra den tidligere Chelsea-spiller.

I FC Barcelona blev det til spilletid i sæsonens sidste otte ligakamp – endda med to mål til følge – og selvom det ikke er blevet til fuld tid i nogen af de kampe, så ser Andreas Christensen det ikke nødvendigvis som en ulempe frem mod EM.

– Det ved jeg ikke, om det er. Jeg har spillet nok til at få følelsen af at have bolden, og man kan sige, at jeg ikke er blevet fuldstændig træt.

– Min fysiske form er ikke gået ned, så det kan også være en fordel. Det siger jeg ikke, at det er, men det kan være begge dele, men jeg har det godt, og indtil videre har jeg ikke haft nogen smerter, så det er altid en start, lyder det fra ‘AC’.

28-årige Andreas Christensen står indtil videre noteret for 69 a-landskampe for Danmark, men det kan altså meget vel blive til mindst tre yderligere ved denne EM-slutrunde.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P