Bekræftet: Tottenham ophæver med dyrt flop
Tanguy Ndombele er ikke længere i Tottenham, når juni er overstået. Franskmanden har fået ophævet sin kontrakt, som ellers først stod til at udløbe næste år.
Tanguy Ndombele kom til Tottenham i 2019 fra Lyon i en stor handel, men har aldrig indfriet forventningerne.
Den 27-årige midtbanespiller har derfor været lejet ud ad flere omgange, senest i denne sæson, hvor han har været tilknyttet Galatasaray.
Lejemålet i det tyrkiske er forbi, men han vender ikke retur til London og Spurs. For klubben meddeler onsdag, at Ndombeles kontrakt er ophævet.
Klubben meddeler, at parterne er enige om at ophæve kontrakten, og derfor når Ndombele ikke flere end de 91 kampe, han allerede er noteret for i den hvide Tottenham-trøje.
Ndombele blev købt i franske Lyon i 2019 for cirka 485 millioner kroner, men hans seneste kamp for London-klubben var tilbage i 2022.
Han har siden været udlejet tilbage til Lyon samt Napoli og altså Galatasaray. Han har spillet 19 kampe for Istanbul-klubben i denne sæson.