
Officielt: Gustav Isaksen får ny cheftræner
Lazio meddeler tirsdag, at man har ansat Marco Baroni som ny cheftræner i klubben.

Lazio har ansat en ny cheftræner.
Således meddeler klubben på sin hjemmeside, at Marco Baroni overtager tøjlerne i hovedstadsklubben.
Det sker, efter både Maurizio Sarri og efterfølger Igor Tudor har sagt op i klubben.
Dermed får danske Gustav Isaksen en ny cheftræner, der med klubbens egne ord skriver under på en ‘flerårig’ kontrakt.
60-årige Baroni har masser af trænererfaring, men det er første gang, han er ved roret i en klub i samme kaliber som Lazio.
Marco Baroni har senest stået i spidsen for Hellas Verona, og han har også været cheftræner i klubber som Lecce, Frosinone og Cremonese.
Lazio endte i den netop overståede sæson på en syvendeplads i den italienske Serie A og skal dermed i Europa League efter sommeren.