EM Drømmeholdet: Sådan skal du vælge
EM 2024 står for døren og snart skal diverse EM Drømmehold færdiggøres. Men hvem skal man vælge til sit EM-managerhold? Hvem bliver topscorer og assistkonge? EM Ambassaden giver dig nogle bud, og kigger på en særlig statistik, der kan pege dig i den rigtige retning.
EM Drømmeholdet skal finpudses, og de rigtige spillere skal udvælges, hvis du skal have en chance for at slå dine kammerater som EM Manager ved EM 2024.
Her er der flere ting, der er af stor vigtighed. Man skal have en god målmand og et godt forsvar, der kan holde buret rent, nogle gode assistmagere og et skarpt angreb.
Men hvordan skal din tilgang til spillervalget være? I EM Ambassaden dykker campo.dk – sammen med Rasmus Würtz og Søren Frederiksen – ned i materien, kommer med bud på gode målscorere og assistmagere samt en særlig statistik, der kan vise sig at være central.
Du kan se og lytte til det seneste afsnit af EM Ambassaden nederst i artiklen
Hvem bliver EM-assistkongen?
Der er mange bud på assistkonger ved EM 2024. I EM Ambassaden nævnes blandt andre Kylian Mbappé, Kevin De Bruyne og Portugals Bruno Fernandes, som har været med i 17 portugisiske mål i de seneste 12 landskampe.
Rasmus Würtz kommer dog også med sit eget frække bud – og her kigger han mod Spanien.
– En outsider kunne være Grimaldo fra Spanien, som topper assistlisten i Bundesligaen. Jeg forventer, at han kommer ind og spiller. Han har en god venstrefod og er god på standardsituationer. Han er en offensiv back, så jeg tror godt, at han kan blande sig med de største assistmagere ved EM-slutrunden, fortæller han.
Hvem bliver EM-topscorer?
I EM Ambassaden kigges der også nærmere på en potentielt kommende EM-topscorer. Her er flere i spil – blandt andre Kylian Mbappé igen og Harry Kane, mens spillere som Rasmus Højlund og Kai Havertz også bringes i spil.
Og en særlig statistik taler også for, at det ikke nødvendigvis behøver at være en spiller fra en nation, der når hele vejen til finalen, der bliver topscorer ved EM 2024.
– Når vi kigger på det her med at blive topscorer, så er der ligesom flere parametre, der spiller ind. Hvor nemme kampe har du i gruppespillet? Nogle er nemmere end andre, og der er en god sandsynlighed for, at topscoreren allerede er fundet der. Ud af de sidste syv EM-slutrunder, der er 41 ud af 58 topscorermål scoret i gruppespillet. Så det betyder meget, at man har nogle nemme kampe i gruppespillet, lyder rådet fra EM Ambassaden.