3F Superligaen

Østrigsk journalist: Klogt af Pentz at blive i Brøndby

Patrick Pentz har skrevet under på en fireårig kontrakt med Brøndby IF, og det vækker både glæde og overraskelse på sportsredaktionen på et stort dagblad i hjemlandet, Østrig

Patrick Pentz i Brøndby
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Patrick Pentz‘ forlængelse i Brøndby skabte både glæde og ekstase, da nyheden ramte overfladen mandag formiddag.

Også i Østrig har man bemærket landsholdsmålmandens permanente skifte, og her er man overrasket over, hvor godt Pentz har klaret sig.

Det fortæller sportsjournalist på det store østrigske dagblad Kurier.at Christoph Geiler, som er forbløffet over den 27-årige målmand.

– Her i Østrig er vi overrasket over den karriere, som han har. Han var en god målmand i Austria Wien, men mange troede ikke, at han var klar til at spille i udlandet.

– Og vi var bekymret for, om hans karriere faktisk var forbi, da han hverken spillede for Reims i Frankrig eller Leverkusen, fortæller Geiler til campo.dk.

I jagten på spilletid blev Pentz i august sidste år udlejet til Brøndby, som han siden har taget med storm. Og det kan man også se på hans præstationer for landsholdet, lyder det fra Geiler.

Patrick Pentz i Brøndby
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

– Sidste år tog hans udvikling et kæmpe skridt fremad, og man kan også se det på landsholdet, hvor han nu fremstår meget mere selvsikker. Han er nok den målmand med de bedste færdigheder på bolden blandt de østrigske målmænd, og det er ekstremt vigtigt for landstræneren, Ralf Rangnick.

Geiler kalder Pentz’ beslutning om at lade sig udleje til Brøndby for det vigtigste skridt i hans karriere og slår samtidig fast, at han er førstemålmand på det østrigske landshold, som spiller med i sommerens EM-slutrunde.

Han er meget imponeret over kvaliteten i ligaen.

Christoph Geiler om Pentz’ forlængelse i Brøndby

Brøndby er den rigtige beslutning

Pentz har tidligere været tilknyttet store europæiske ligaer. Og selvom klubber som Celtic og Southampton har været meldt interesseret i den 27-årige målmand, så står den altså på 3F Superliga i de kommende fire år.

Det glæder både østrigere og journalist Christoph Geiler.

– For os østrigere, så har vi ikke mange målmænd, som spiller i udlandet mere. Heinz Lindner spiller stadig (i Royale Union i Belgien, red.), men han er allerede gammel.

– For landsholdet er det ekstremt vigtigt at have en målmand, som henter international erfaring. Jeg synes, det er en klog beslutning at blive i Brøndby, og ikke lade sig lokke af Premier League eller Skotland.

Geiler fremhæver især Pentz’ højde på 184 centimeter og mener ikke, at han vil passe til den britiske fodbold med sine høje bolde og megen fysik.

Brøndby IFs Patrick Pentz efter 3F Superliga-kampen mellem Brøndby IF og AGF på Brøndby Stadion i Brøndby søndag den 26. maj 2024.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– Den spillestil passer ham ikke, så det er et klogt valg at blive. Og også et vigtigt skridt at binde sig til en klub, hvor han allerede ved, hvor han står. En målmand har brug for spilletid, og i Southampton eller Celtic er jeg ikke sikker på, at han vil blive nummer et.

Imponeret Pentz

Patrick Pentz taler også varmt om dansk fodbold og Brøndby IF, når han er afsted på landsholdstjeneste i Østrig. Så sent som i sidste uge, fortæller Geiler, som giver et resumé af Pentz’ ord.

– Han fortalte, at han var overrasket over, hvor mange tilskuere som er på stadionerne, og hvordan atmosfæren er til kampene. Især det store Københavnerderby er på et helt andet niveau, hvilket har overrasket ham positivt. I Østrig spillede han foran 2.000 fans.

– Han sagde også, at han godt forstod, hvorfor Danmark altid har så godt et landshold. Fordi der er så mange unge, sultne spillere, som ønsker at komme til udlandet. Han er meget imponeret af kvaliteten i ligaen, slutter Geiler.

Pentz og Østrig er i gruppe med Frankrig, Polen og Holland. Første kamp er mandag mod Frankrig.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P