
Kolding henter tidligere BIF-stopper
Kolding IF har forstærket de bagerste geledder, hvor klubben netop har præsenteret Christian Enemark, som kommer til fra Næstved.

Christian Enemark skifter fra Næstved til Kolding.
Det står klart mandag, hvor NordicBet Ligaklubben har præsenteret den 25-årige midtstopper, som kommer til det sydjyske på en toårig kontrakt.
Enemark er et produkt af Brøndbys talentafdeling, og i Kolding er er der stor tilfredshed med den nye mand i forsvaret.
– Christian er en spiller, der er spot on til Kolding IF. Et stort uforløst potentiale i en ekstrem dedikeret person. Christian er en spiller som er meget atletisk, dynamisk, teknisk dygtig, samtidig med at han har et stærkt mindset, udtaler cheftræner Kristoffer Wichmann.
– I samtalerne med Christian kunne jeg mærke det tændte en ild i ham, da jeg begyndte at fortælle om vores hverdag og hvilke fantastiske medspillere han får om lidt, lyder det fra cheftræneren.

Hovedpersonen selv er meget tilfreds med at være havnet i Kolding, og han var aldrig i tvivl, da først klubben kom på banen.
– Jeg er ekstremt glad for at få muligheden for at komme til Kolding og blive en del af den her ambitiøse klub. Alle som jeg har snakket med i og omkring Kolding IF, har mødt mig med en ild i øjnene og en passion som har smittet af i en sådan grad, at jeg ikke var i tvivl om min beslutning.
– Setuppet er utrolig professionelt, og jeg ser frem til at bidrage positivt til et i forvejen rigtig dygtigt og ærgerrigt fodboldhold, lyder det fra Enemark.
Enemark slutter sig til Kolding den 24. juni. Klubben sluttede som tre’er i den seneste sæson i NordicBet Ligaen.