![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/06/erik-botheim-sander-berge-norge-duel-rasmus-hoejlund-danmark-testlandskampen-pa-broendby-stadion-loerdag-1200x630.jpg)
Drillo revser: Danmark bliver aldrig europamestre
Egil ‘Drillo’ Olsen var skuffet over det norske landsholds præstation lørdag aften mod et “relativt dårligt dansk landshold”. Det fortalte han til norsk tv efter kampen.
![Erik Botheim og Sander Berge fra Norge i duel med Rasmus Højlund fra Danmark under testlandskampen mellem Danmark og Norge på Brøndby Stadion lørdag den 8. juni 2024](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/06/erik-botheim-sander-berge-norge-duel-rasmus-hoejlund-danmark-testlandskampen-pa-broendby-stadion-loerdag-1024x683.jpg)
Egil ‘Drillo’ Olsen er en institution i norsk fodbold.
Den i dag 82-årige nordmand har for længst stoppet med trænergerningen, men deler stadig ud af sine fodboldanalyser på norsk tv.
Således også lørdag aften i kølvandet på Norges nederlag til det danske landshold på Brøndby Stadion, og her var Drillo langt fra imponeret – hverken over Danmark eller Norge.
– Det var et relativt dårligt dansk hold, der hverken imponerede defensivt eller offensivt, udtalte Egil Olsen i norske TV2’s studie efter kampen.
Nordmændene kom ind til lørdagens kamp med en 3-0-sejr over Kosovo, men selvom danskerne trak det lange strå mod Norge, så var Drillo langt fra imponeret over Hjulmands rød-hvide tropper.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/06/broendby-danmark-landslagssjef-stale-solbakken-privatlandskampen-fotball-mellom-norge-pa-stadion-foto-fredrik-varfjell-ntb-261x176.jpg)
– I forhold til det, vi præsterede mod Kosovo sidste gang, synes jeg, det her var klart dårligere.
– Det var skuffende at tabe (til Danmark, red.), men præstationen mod et relativt dårligt dansk hold var også skuffende. Danmark bliver aldrig europamestre, slutter Drillo.
Norges seneste EM-slutrunde var i sommeren 2000 i Belgien og Holland. Danmark spiller første kamp ved sommerens EM på søndag, hvor Slovenien venter.