Bale-comeback? Wrexham-ejer kæmper ihærdigt
Gareth Bale hang sine støvler op i starten af 2023, men det har ikke afholdt den walisiske klub Wrexham og dens berømte ejere fra at forsøge at lokke den tidligere Real Madrid-stjerne tilbage til fodbolden.
Gareth Bale gik på fodboldpension for halvandet år siden.
Det afskrækker dog ikke Wrexham-ejer Rob McElhenney fra at forsøge at lokke den walisiske stjerne til klubben.
I 2023 spøgede McElhenney om, at klubben ville lade Bale spille alt den golf, han havde lyst til – og det tilbud står stadig i 2024.
– Gareth Bale er teknisk set stadig til rådighed. Jeg bønfaldt ham sidste år, og jeg vil bare fortælle Gareth, at tilbuddet stadig står ved magt.
– Vi lader ham spille golf, når han vil. Bare så længe han kommer til træning, så skal vi nok finde ud af, hvordan vi får ham med på holdet, fortæller Rob McElhenney ifølge The Athletic.
Bale gik på pension i en alder af 33 år. I alt blev det til 554 kluboptrædener for blandt andre Tottenham, Real Madrid og Los Angeles FC og 111 kampe for det walisiske landshold – flest i landets historie.
Skulle den nu 34-årige waliser have lyst til at vende tilbage til fodbolden, så kan Wrexham tilbyde League One-fodbold, når næste sæson løber af stablen.
Hollywood-holdet, som også har Ryan Reynolds som medejer, rykkede nemlig op i sin League Two debutsæson.