Thisted sender Brabrand ned i 3. division
Brabrand skulle bruge en sejr, hvis håbet om endnu en sæson i 2. division skulle realiseres, men det fik Thisted, som også flirter med nedrykning, sat en stopper for.
Brabrand skal en tur ned i 3. division.
Det står klart lørdag eftermiddag, da Thisted netop har besejret Aarhus-klubben med 1-0.
Kampens første og eneste scoring faldt et lille kvarter inde i anden halvleg, da Thisteds Ebbe Facius bankede Brabrand ned i den fjerdebedste danske række.
Med nederlaget kan Brabrand matematisk ikke overleve, da der nu er fem point op til Hellerup, som ligger over stregen, med blot én enkelt kamp tilbage.
Omvendt tager Thisted et stort skridt imod overlevelse, da klubben nu har 31 point, imens Fremad Amager, som tabte med 1-0 til Hellerup, ligner den anden nedrykker med 29 point før sidste spillerunde.
De sidste kampe i 2. divisionen afvikles den 15. juni klokken 14:00.
Thisted møder Skive IK, og Brabrand kan sørge for, at trække Fremad Amager med ned i 3. division.