Alt at spille om! Deler sikrer skæbneskamp på ‘Vangen’
Roskilde havde muligheden for at spille sig i en favorabel position forud for næste uges oprykningsbrag på Riisvangen, men det lykkedes de ikke med, da de spillede 2-2 mod Esbjerg.
FC Roskilde Kunne sikre sig overhånden i det intense oprykningsspil, hvis de lørdag slog Esbjerg.
For hvis Roskilde formåede at få fuldt pointudbytte, ville de overtage andenpladsen fra Aarhus Fremad, som man besøger i sidste spillerunde på Riisvangen.
Den opgave lykkedes Roskilde ikke med. I stedet endte det med et enkelt point i en 2-2 deler.
Det var ellers Roskilde, der kom bedst fra start, da de allerede efter 23 minutter kom foran efter et selvmål af Tobias Stagaard.
Men i det 37. minut udlignede ligaens topscorer, Elias Sørensen til 1-1.
Lige inden pausen gjorde Esbjerg det så igen. Denne gang var det Nicklas Strunck, der sendte bolden i Roskildes mål. 1-2 til pausen.
Men i det 62. minut formåede Roskilde at redde håbet. Det var Valdemar Montell, der scorede kampens sidste mål til den endelige stilling 2-2.
Dermed er der altså fortsat ALT at spille om i toppen af 2. Divisionen, hvor Roskilde skal vinde for at sikre egen oprykning, mens Aarhus Fremad kan nøjes med at skrabe et point til sig.