Officielt: Leicester forlænger med dansker
Leicester City kan sent fredag eftermiddag melde, at man har valgt at forlænge kontrakten med en af klubbens danske spillere.
Jannik Vestergaard forlænger med Leicester City.
Sådan lyder meldingen fra den nyligt oprykkede Premier League-klub sent fredag eftermiddag.
På klubbens hjemmeside fremgår det, at parterne er blevet enige om en kontraktforlængelse, der løber frem til sommeren 2027.
Og den nye aftale med Leicester er noget der glæder den 31-årige dansker, som er faldet godt til i klubben og glæder sig til at spille i Premier League igen.
– Både fodbolden og min egen situation har udviklet sig rigtig godt her i Leicester. Jeg er virkelig glad for at være her, fortæller Vestergaard og fortsætter:
– Det er noget, der fylder mig med stolthed at spille for Leicester – specielt med tanke på at jeg også har haft lavpunkter i min tid her. Jeg er kommet ud på den anden side og har vist mere af det, jeg kan bidrage med.
Jannik Vestergaard, der i skrivende stund er med ved landsholdssamlingen frem mod EM 2024 i Tyskland, skiftede til Leicester fra Southampton tilbage i sommeren 2021.
I 2022/23-sæson oplevede den danske midtstopper en nedtur i Leicester, da klubben rykkede ud af Premier League i en sæson, hvor han også var til diskussion og flere gange blev meldt på vej væk fra klubben.
Vestergaard blev dog i Leicester, og i dag har han spillet 67 kampe for klubben med to mål til følge samt en oprykning til Premier League.
Bliver EM 2024 et Højlund-show? – Har vild statistik