Riddersholms søn skal være ungdomscheftræner i SL-klub
Glen Riddersholms søn, Mathias Riddersholm, er blevet ansat til at tage sig af U15-holdet i Randers FC.
Mathias Riddersholm er ét skridt nærmere drømmen om at skabe sig en flot karriere som cheftræner.
Således oplyser Randers FC på sin hjemmeside, at det unge træner-talent er blevet ansat som cheftræner for klubbens U15-hold.
Allerede i 2015 kunne man i B.T. læse en længere artikel om den dengang 14-årige Mathias Riddersholm, der gerne ville til udlandet for at træne professionelle fodboldspillere.
Mathias Riddersholm, der er søn af Glen Riddersholm, har hidtil fungeret som assistenttræner omkring Randers FC’s U17- og U19-hold.
Han ser nu frem til det nye ansvar som cheftræner.
– Det er en spændende udfordring, jeg og klubben står overfor. Først vil jeg gerne takke Randers FC og de trænere, spillere, holdledere, frivillige og daglige ledere, som jeg har haft fornøjelsen af, at arbejde med de sidste tre år. Springet fra assistent til cheftræner betyder et større ansvar og flere udfordringer i hverdagen, som jeg nu skal håndtere.
– Jeg ser frem til en interessant hverdag, hvor jeg bytter mit studie på Aarhus Universitet ud med en fuldtidsrolle som fodboldtræner i Randers FC.
– Jeg glæder mig til, at vi alle i og omkring klubben tager de næste skridt sammen i de kommende år, så vi i fællesskab kan udvikle spillere og forhåbentlig se endnu flere akademispillere på grønsværen på Cepheus Park Randers, udtaler en glad Mathias Riddersholm til klubbens egen hjemmeside.
Han har allerede en UEFA A-licens, som er den næsthøjeste indenfor DBU og UEFA.