
Danmark røg ud til mestrene: Italien vinder U17-EM
De danske U17-drenge kom hele vejen til semifinalen, hvor Italien blev Danmarks overmand – den samme skæbne led Portugal, da det italienske U17-landshold sikrede sig U17-EM-titlen.

Danmark gav mere fight, end Portugal gjorde.
Onsdag aften blev der nemlig spillet finale ved U17-EM, hvor de danske drenge kunne se Italien køre Portugal midtover.
Italienerne fik da også en drømmestart, da Cristian Cama efter bare syv minutter sendte et fornemt indlæg ind i panden på Federico Coletta, som sendte Italien på EM-kurs.

Det blev endnu bedre bare 10 minutter senere, da AC Milans kæmpetalent, Francesco Camarda blev sendt i dybden af oplæggeren til det første mål, Cama, og med nogle vævre driblinger kom helt tæt ind under mål og bankede bolden ind til 2-0.
Derefter fik Portugal sat en prop i, men den blev hurtigt flået ud i anden halvleg, som kun var fire minutter gammel, da Francesco Camarda scorede sit andet mål og gjorde det til 3-0.
Således vinder Italien U17-EM efter en overbevisende finale.
