EM 2024

Hjulmand understreger: Simon Kjær er ikke skadet

Mathias ‘Zanka’ Jørgensen er blevet kaldt ind i landsholdstruppen. Det er han som en “gardering på hele midtstopper-situationen”, som blandt andet indebærer, at Simon Kjær og Victor Nelsson har trænet for sig selv. Landstræneren afviser dog, at der skulle være tale om en skade til landsholdskaptajnen.

Kasper Hjulmand under en af herrelandsholdets træninger inden EM.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tidligere tirsdag oplyste DBU, at Mathias ‘Zanka’ Jørgensen var blevet kaldt ind til landsholdslejren.

På tirsdagens pressemøde kunne landstræner Kasper Hjulmand uddybende forklare, at Brentford-forsvareren er med som “en gardering på hele midtstopper-situationen”.

Det skyldes blandt andet, at både Simon Kjær og Victor Nelsson har måttet træne for sig selv.

Kasper Hjulmand understreger dog, at der ikke er tale om en skade til Simon Kjær.

– Han er ikke skadet. Det handler ikke om det. Det handler om at få bygget rigtigt i det rigtige tempo. Der er ikke nogen skade, men det er klart, at vi skal presse i det rigtige tempo, så vi får det hele med, uden der kommer en skade, siger han og sætter også ord på Victor Nelsson:

– Victor Nelsson sluttede turneringen med en lille skade, som vi tror på, han kommer over. Og så har vi Simon, der skal bygges. I den sammenhæng, at det er den samme position, vil vi være helt sikre, og derfor er der en gardering inde, så hvis der skulle ske noget, som vi hverken håber eller tror, så har vi en spiller, der er varm, siger Kasper Hjulmand.

Danmark spiller testkamp mod Sverige onsdag.

Lørdag er det Norge, der byder op til dans.

Kasper Hjulmand og co. skal i aktion første gang ved EM-slutrunden den 16. juni mod Slovenien.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P