EM 2024

England er klar til Danmark: Vinder første testkamp

Der går ikke længe, før EM-slutrunden i Tyskland sparkes i gang. Mandag aften spillede England, der er i gruppe med Danmark, sin første testkamp, hvor det blev til en sikker sejr.

Trent fejrer sit mål for England
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

England var ikke decideret sprudlende, da de mandag aften besejrede Bosnien-Hercegovina.

Ikke desto mindre formåede bookmakernes favoritter til at snuppe EM-trofæet at køre en sikker 3-0 sejr i hus, da de fik besøg af Bosnierne på St. James Park.

Dermed ligner englænderne nogen, der er ved at være klar til den forestående slutrunde, hvor de er i gruppe med Danmark, Slovenien og Serbien.

Første halvleg forblev en målløs affære, hvor England hostede og hakkede en smule, men alt dette ændrede sig radikalt, da anden halvleg blev fløjtet op.

Her gik der bare 15 minutter, før dommeren pegede på pletten, og Chelseas Cole Palmer kunne konvertere et spark fra 11 meter til sin første scoring for det engelske landshold.

I det 85. minut var det så Liverpools Trent Alexander-Arnold, der elegant flugtede bolden i kassen til 2-0.

Til allersidst bød Harry Kane sig ligeledes til, da han lukkede og slukkede til kampens endelig resultat på 3-0.

Flere spillere fik debut i løbet af kampen. Heriblandt Crystal Palaces Adam Wharton og Evertons Jarrad Branthwaite.

Danmark og England tørner sammen i gruppespillet den 20. juni klokken 18:00.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P