Dansk Fodbold

Bendtner har sat vildt mål: Vil bestige Mount Everest

Nicklas Bendtner fortæller i et længere interview med Daily Mail, at han har sat sig et mål om at bestige Mount Everest indenfor de næste to år.

Nicklas Bendter drømmer om at bestige Mount Everest.
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Det er nu fire og et halvt år siden, at Nicklas Bendtner lagde sine fodboldstøvler på hylden.

I et større interview med Daily Mail fortæller den tidligere Arsenal-angriber, at han lige siden sit karrierestop har forsøgt at jagte et adrenalikick udenfor banen, der svarer til at træde ind på grønsværen på et fyldt stadion.

Han har dog ikke haft held med at finde noget, der giver samme mængde adrenalin.

Heller ikke selvom han har prøvet.

– Uden fodbold, der savner jeg mine holdkammerater, at være i omklædningsrummet, træde ud på banen, drillerierne og at gå ud på de store stadions.

– Du kan ikke finde det adrenalinkick, det gav, nogen andre steder. Tro mig, jeg har forsøgt. Jeg leder stadig, men jeg kommer aldrig til at få det, siger han.

Nicklas Bendtner fortæller videre, at han er meget tilfreds med sin nuværende tilværelse.

Samtidig har han også sat sig et mål af de vildere for den nærmeste fremtid – formentlig i jagten på det ønskede adrenalinkick.

– Jeg lever et fantastisk liv i øjeblikket, og jeg udfordrer mig selv hele tiden.

– Jeg har dykket i tre år nu, og jeg elsker det. Min nye ting er, at jeg indenfor de næste to år vil bestige Mount Everest, siger Nicklas Bendtner.

Mount Everest er som bekendt verdens højeste bjerg og måler hele 8.848 meter mod himlen.

Bjerget er en del af Himalaya-bjergkæden og er både berømt og berygtet for at have kostet mere end 300 mennesker livet. Mennesker, der i løbet af de seneste 100 år har forsøgt at overvinde bjerget.

I første omgang skal Nicklas Bendtner dog holde fødderne solidt plantet i jorden, når han under den snarlige EM-slutrunde skal være ekspert på TV2.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P