Ancelotti er ikke i tvivl: Han fortjener at vinde Ballon d’Or
Carlo Ancelotti lagde ikke skjul på sin begejstring for Vinicius Jr., efter Real Madrid igen-igen vandt Champions League lørdag aften.
Han scorede i finalen, og han har generelt været mere eller mindre ustoppelig hele sæsonen.
Derfor er Real Madrids karismatiske cheftræner, Carlo Ancelotti, heller ikke i tvivl; Vinicius Junior fortjener at vinde Ballon d’Or.
Det sagde den italienske succestræner i kølvandet på lørdagens Champions Leauge-triumf, hvor brasilianeren kom på tavlen i 2-0 sejren over Borussia Dortmund.
Real Madrid gør det igen: Vinder Champions League– Vini Jr. fortjener [at vinde] Ballon d’Or. Det er jeg ikke i tvivl om, lød det fra Ancelotti.
Vinicius har da også været fyr og flamme i den netop overståede sæson, hvor han har scoret, når Real har haft allermest brug for det.
Udover de mange flotte scoringer, og den konstante lyst til at drible forbi sin direkte modstander, har Vinicius også indskrevet sig i historien – endda i det allerfineste selskab.
Med sin 2-0 scoring mod Dortmund blev brasilianeren nemlig den blot anden spiller nogensinde, der har scoret i to Champions League-finaler, før vedkommende er fyldt 24 år.
Den anden? Ja, det er Lionel Messi.
Det ser da heller ikke usandsynligt ud, at den gyldne bold kan havne på kaminhylden hos Vinicius, han er nemlig bookmakernes favorit til at løbe med hæderen.
Brasilianeren er dog tæt forfulgt af sin engelske holdkammerat, Jude Bellingham.
Dermed er det ikke utænkeligt, at sommerens kommende slutrunder med de respektive landshold kan få afgørende betydning for, hvem der løber med titlen som verdens bedste fodboldspiller.