Saudisk Fodbold

Saudi-Arabiens næste fase: Vil tiltrække yngre stjerner

Saudi Pro Leagues sportsdirektør, Michael Emenalo, fortæller til The Telegraph, at de saudiarabiske klubber vil gå efter spillere, der er i deres bedste alder i stedet for at hente ældre stjerner, som man har gjort før.

Ruben Neves med holdkammerater for Al-Hilal.
Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Cristiano Ronaldo, Neymar, Karim Benzema, Sadio Mané…

Listen over stjerner, der er rykket til Saudi Pro League, er lang.

Men fælles for de fleste er, at de er i deres karrieres efterår, og det skal der laves om på. Det fortæller Michael Emenalo, der er sportsdirektør i Saudi Pro League, til The Telegraph.

Ambitionen er at gøre den mellemøstlige liga til en destination, hvor spillere som Erling Haaland og Kylian Mbappé har lyst til at spille fodbold.

– Det er et specielt produkt, det er en speciel arena at være en del af, og man skal være ret så exceptionel for at være en del af det, siger Emenalo.

Derfor er det også unikke spillere, der skal tiltrækkes ifølge Emenalo.

Unikke spillere som Mohamed Salah og Kevin De Bruyne, der godt nok er på vej i sidste stadie i hver deres respektive karriere.

Al-Ittihad prøvede sidste år at hente Salah men fejlede.

Ligesom Al Hilal prøvede at hente Kylian Mbappé i sommeren 2023 – en spiller, som Al Hilal var villig til at give 2,28 milliarder kroner for.

PSG accepterede på det tidspunkt buddet, men Mbappé afslog, da han hellere vil til Real Madrid ifølge Telegraph.

– Når en mulighed byder sig, og en af de her spillere er tilgængelige, vil vi være med i konkurrencen om dem, siger Emenalo.

Den saudiarabiske fodboldliga har også allerede lagt planen for, hvordan det nært forestående transfervindue kommer til at se ud.

Og her skal der ikke spares på noget som helst.

– I det her transfervindue… hvis der opstår en mulighed for at bruge betydeligt mange penge på nogen, som, vi mener, vil bringe præcis det, vi mangler, så vil vi gøre det, slår Michael Emenalo fast.

Suuuii! Ronaldo slår målrekorden i Saudi-Arabien

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P