Andreas Skov Olsen: En dag vender jeg tilbage
Andreas Skov Olsen boltrer sig i belgisk fodbold, hvor han kom til Club Brugge efter et skuffende ophold i Serie A hos Bologna. Dog drømmer den danske landsholdsspiller om en dag at vende tilbage.
Andreas Skov Olsen er en af de helt store profiler i den belgiske Jupiler Pro League.
Det kunne man ikke ligefrem kalde den danske landsholdsspiller, da han tørnede ud for Bologna i Serie A.
Til trods for det mindre succesfulde ophold i Italien, så drømmer og regner Skov Olsen alligevel med at vende tilbage på et tidspunkt.
– I kampen mod Fiorentina, hvor jeg ikke spillede [Conference League-semifinale, red.] gik det op for mig, hvor meget jeg savner Italien.
– Den italienske livsstil, menneskene, maden… Alt er smukt her i Italien, og jeg forestiller mig at vende tilbage til Serie A i fremtiden.
Men hvad gik der galt i Bologna?
– Det var ikke nemt for mig at komme til Bologna. Holdet, som jeg kom til, og Brugge-holdet jeg spiller for nu, er meget forskellige.
– Bolognas stil var ikke for mig, som man også kunne se, da jeg ikke scorede mange mål. Jeg kan godt lide at spille offensiv fodbold – ligesom Bologna gør nu, fortæller Skov Olsen ifølge Gianluca Di Marzio med et grin.
– Men jeg er glad for at være kommet til Brugge, hvor jeg allerede har scoret mange mål og vundet to titler.
Skov Olsen kom til Club Brugge i januarvinduet 2022, hvor han skrev under på en kontrakt frem til 2026.
Den 24-årige dansker har i denne sæson spillet 50 kampe for de nyslåede belgiske mestre, hvor det er blevet til 26 scoringer og otte oplæg.