
Nelssons familie angrebet af egne fans under titelfejring
Den danske forsvarsspiller skriver på sin Instagram-profil, at nogle af klubbens fans bør ‘skamme sig’ efter det, han kalder angreb på familien.

Søndag aften blev Victor Nelsson og Galatasary tyrkiske mestre.
Det var 24. gang i klubbens historie, og naturligvis en flot præstation af klubben.
Men for den danske landsholdsspiller blev det ikke udelukkende den festlige begivenhed, han kunne håbe.
Danskeren skriver i en story på sin Instagram-profil, at hans familie undervejs i fejringen af mesterskabet blev angrebet af nogle af klubbens egne fans.
– Til jer Galatasaray-fans, der angreb og fornærmede min familie under titel-fejringen – skam jer, skriver han.

Det tyrkiske medie Sporx skriver også om opslaget. Og de tilføjer, at nogle Galatasaray-fans på sociale medier spekulerer i, at danskerens profil må være hacket.
Der har i løbet af sæsonen været tvivl om Nelssons fremtid. I marts forlød det, at en stor italiensk klub meget gerne vil have den tidligere FC København-spiller.
