Bayern-bestyrelsesmedlem bekræfter: Kompany er på vej
Vincent Kompany er efter alt at dømme den nye cheftræner i Bayern München – det har Karl-Heinz Rummenigge i hvert fald bekræftet tirsdag aften.
Nu sker det!
Vincent Kompany kan snart kalde sig cheftræner for Bayern München.
Tirsdag har Bayern-legenden og nuværende bestyrelsesmedlem i klubben, Karl-Heinz Rummenigge, bekræftet, at belgieren er på vej.
– Vores direktør har besluttet at gå efter Vincent Kompany som vores nye cheftræner. Vi er ved at færdiggøre de sidste detaljer, og så vil det blive officielt.
Den sydtyske storklub har også fået hjælp af en tidligere træner til at finde Thomas Tuchels arvtager.
Pep Guardiola har nemlig rost den tidligere Manchester City-stjerne op til skyerne.
– Pep Guardiola hjalp os også med Kompany. Han talte meget varmt om Vincent som en talentfuld træner, fortæller Rummenigge ifølge Sky Sports.
Vincent Kompany har før stået i spidsen for RSC Anderlecht og er i skrivende stund stadig manager hos Premier League-nedrykkerne fra Burnley.
Efter alt at dømme er han dog nu på vej til Bayern München.