Troels Bech bliver ny sportsdirektør i OB
Det bliver den tidligere Superliga-træner og Brøndby-sportschef, som overtager den ledige stilling som sportsdirektør i OB.
Troels Bech bliver ny sportsdirektør hos Superliga-nedrykkerne OB.
Det bekræfter den fynske klub mandag eftermiddag på et pressemøde.
Tidligere på dagen oplyste klubben, at de har fyret svenske Björn Wesström.
Troels Bech glæder sig til den opgave, som han har fået tildelt i den fynske klub.
– Den svære baggrund som er her, er ikke glædelig. Det handler ikke kun om opsigelsen tidligere på dagen, men også den umiddelbare status for klubbens bedste herrehold.
– Men det er de byggesten, som der er. De skal måske skilles ad, men så skal vi bygge det sammen til noget, som kan holde i mange år.
– Den opgave glæder jeg mig meget til og den fylder mig med appetit, siger han.
Inden Troels Bech fik ordet, nåede OB’s administrerende direktør Enrico Augustinus at sige, at Troels Bechs arbejde allerede starter med møder efter pressemødet.