OB-ejer tager bladet fra munden: Vil hurtigt tilbage
Niels Thorborg udtaler gennem en pressemeddelelse, at ambitionen i OB er at vende tilbage til 3F Superligaen så hurtigt som muligt.
En horribel sæson fik lørdag sin ende for OB.
Det gjorde den, da det ganske passende blev til et 2-1-nederlag ude mod Viborg FF, hvilket cementerede nedrykningen.
OB-fansene skal dog ikke vænne sig for meget til tanken om, at Fyns fodboldflagskib frister en tilværelsen i landets næstbedste række.
Det fortæller ejer- og bestyrelsesformand i OB, Niels Thorborg, i en pressemeddelelse kort efter nedrykning blev en realitet.
– Det har været en forfærdelig og frustrerende sæson for alle os med et stribet hjerte – i høj grad også for mig selv personligt – og både jeg og alle i klubben er dybt berørte og rigtig kede af nedrykningen. Det er en alvorlig situation, som bestyrelsen og den daglige ledelse tager det fulde ansvar for, og derfor kalder klubbens situation også på en grundig evaluering, hvor vi vender hver en sten i bestræbelserne på at sikre tilbagevenden til Superligaen.
– Vi har en ambition om at vende tilbage til Superligaen så hurtigt som muligt, og vi er klar til at investere de nødvendige midler for, at det skal lykkes. Her er det ekstremt glædeligt at mærke en betydelig opbakning fra vores sponsorer og vores enestående fans. Det aftvinger meget stor respekt, at vi har fået så enorm en opbakning, når vi ikke har kunne levere sportsligt. Det er jeg dybt taknemmelig for, siger Niels Thorborg.
OB rykker ned i landets næstbedste række for første gang siden 1998.
Det gør man tilmed med et spillerbudget, der var det sjettestørste i 3F Superligaen.