
Håbefuld Højlund om finale: Ligegyldigt hvem der scorer
Lørdag skal FA Cup-finalen afgøres, når Manchester United og Manchester City tørner sammen på Wembley Stadium i London. Forud for kampen har Rasmus Højlund sat ord på sine forventninger overfor Uniteds hjemmeside.

De er virkelig underdogs, når kampen fløjtes op.
Manchester United har slået et hav af negative rekorder i den netop overståede Premier League-sæson, hvorimod modstanderen, Manchester City, skrev historie og blev mester igen.
Alligevel er det en håbefuld Rasmus Højlund, der udtaler sig til Uniteds egen hjemmeside forud for lørdagens FA Cup-finale.
– Det er en speciel turnering, som man kan være ekstremt stolt over at vinde. Derudover er det jo en smutvej til europæisk fodbold, hvilket er rigtig vigtigt.
– Jeg håber på, at jeg kan bringe min form med ind i finalen. Men jeg er ligeglad med, hvem der scorer. Jeg vil bare gerne vinde.
– Min vigtigste opgave som nummer ni og angriber er at putte bolden i nettet, når jeg får chancen, men jeg håber bare, at vi vinder, siger Højlund alt sammen ifølge klubbens hjemmeside.

Finalen spilles lørdag den 25. maj klokken 16:00 og kan ses på See og Viaplay.