
Officielt: Xavi er færdig i FC Barcelona
Xavi er færdig i FC Barcelona. Det står klart fredag eftermiddag, hvor klubben netop har offentliggjort det.

Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
Nu er det officielt.
Xavi står i spidsen for sin sidste FC Barcelona-kamp, når Sevilla byder op til kamp på søndag.
Barca-præsident, Joan Laporta, har fredag eftermiddag informeret Xavi om, at han får sparket alligevel efter et forvirrende forløb med flere kovendinger.

Det bekræfter den catalanske storklub på sin hjemmeside.
I samme ombæring takker klubben Barca-legenden for hans arbejde og ønsker ham held og lykke fremover.
Derudover bekræfter klubben, at der i de kommende dage kommer flere nyheder om førsteholdets nye struktur – og formentlig næste cheftræner.
