2. Division

Middelfart-chef om EfB-billetter: Aldrig oplevet noget lignende

Billetterne er revet væk til udebaneafsnittet på Middelfart Stadion fredag aften, hvor Esbjerg fB kan sikre sig oprykning til NordicBet Ligaen. Middelfarts sportsdirektør har aldrig oplevet noget lignende.

Foto: Middelfart Boldklub
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Esbjerg fB kan fredag aften sikre sig oprykning til næste års NordicBet Liga.

Og det kan i dén grad mærkes i Middelfart Boldklub, som er modstanderen for det vestjyske storhold. Her er der meldt totalt udsolgt i udebaneafsnittet.

Det fortæller sportsdirektør i Middelfart Boldklub, Søren Godskesen, som beretter om en hidtil uset stor interesse for den vestfynske klub.

– I forhold til Middelfart-standarder, så har efterspørgslen jo været enorm. Det er nok det rigtige ord at bruge. Det har eksploderet de sidste par dage, fortæller Godskesen, da campo.dk fanger ham fredag morgen.

Sportsdirektøren vil ikke ud med, hvor mange billetter, som er solgt til udebaneafsnittet på Middelfart Stadion, men fortæller, at det drejer sig om “mange”.

Klubben har aldrig oplevet noget lignende faktisk.

– Nej, ikke i den her målstok. Overhovedet ikke, lyder det fra Middelfarts sportsdirektør.

Søren Godskesen har aldrig oplevet så stor en interesse, som der har været fra EfB’s fans i de seneste par dage. Foto: Middelfart Boldklub

Selv med en uafgjort fredag aften kan EfB sikre sig oprykningen, hvis 2. Divisions tredjeplads fra FC Roskilde ikke vinder deres fredagskamp over AB.

Et nederlag vil punktere Esbjerg-festen, og Middelfart vil gøre sit for, at en vestjysk fodboldfest forvandles til vestfynske fodboldtæsk, forsikrer Godskesen.

– Vi går 100 procent efter at få de tre point. Esbjerg er det eneste hold, vi ikke har slået i år, så vi går ikke på banen for at være en del af Esbjergs oprykningsfest. Vi tænker, at overlade det til dem selv, så de kan sikre sig deres oprykning i næste uge på deres egen hjemmebane, slutter Søren Godskesen.

Der er stadig billetter at få til aftenens kamp, men ikke hvis man er Esbjerg-fan, oplyser Esbjerg fB.

Esbjerg forlænger med ung keeper

– Vi gør desuden opmærksom på, det ikke er tilladt som EfB-fan at købe billetter til eller opholde sig i hjemmeholdets afsnit, skriver EfB på det sociale medie X.

Kampen fløjtes op klokken 18:30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P