Peacock-Farrell skal tilbage til Burnley: Handler ikke om mig
Bailey Peacock Farrell skal retur til Burnley efter denne sæson. Selv fortæller han, at han ikke har haft meget at skulle have sagt.
Bailey Peacock Farrell har ved flere lejligheder gjort det klart, at han har det godt i Aarhus og AGF.
Ved endnu flere lejligheder er han også blevet rost af cheftræner Uwe Rösler samt holdkammeraterne i klubben.
Alligevel er han ikke at finde i Aarhus-klubben efter sommerferien.
Således meddelte AGF tidligere tirsdag, at han forlader klubben når sæsonen er omme.
Det skyldes, at Burnley, der ejer Bailey Peacock Farrell, har valgt at benytte sig af en option, der forlænger hans aftale med yderligere et år.
– Det handler ikke om mig selv. Jeg er ejet af Burnley. De har udløst en option, og det er sådan, det er. Jeg har ikke mere at sige – og jeg ved heller ikke mere.
– Jeg har fået en dato, hvor jeg skal møde ind. Det er en del af fodbold. Ultimativt er man jo ejet af en klub, og de er i deres gode ret til at gøre det. Så ja, jeg er en Burnley-spiller og skal tilbage dertil.
– Jeg fik beskeden på SMS og over mail, siger Bailey Peacock Farrell til campo.dk og den øvrige skrevne presse efter tirsdagens kampen mellem AGF og FCK.
Han fortæller videre, at han ikke har en anelse om, hvorvidt han får chancen i Burnley eller ej.
Derudover takker han AGF’s fans for sin tid i Aarhus og i AGF. Det har været fantastisk, siger han.
AGF endte med at vinde tirsdagens opgør over F.C. København med 3-2.
FCK kan dermed ikke længere vinde guld i denne sæson.