
Ingen overraskelse: Pep Guardiola årets manager igen
Nærmest vanen tro er Pep Guardiola nok en gang blevet kåret til årets manager i Premier League.

Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Pep Guardiola er årets manager i Premier League.
Det oplyser Premier League på det sociale medie X.
Dermed har han nu vundet den flotte hæderstitel hele fem gange.
Kåringen kommer i kølvandet på en sæson, hvor Pep Guardiola og resten af Manchester City kæmpede en hård kamp mod Liverpool og særligt Arsenal for at vinde det engelske mesterskab.
I sidste ende trak den lyseblå gigant sig sejrrigt ud af den duel og skrev et nyt stykke Premier League-historie som den første klub til at vinde ligaen fire gange i streg.
Den 53-årige spanier kom til Manchester City i 2016 og har vundet Premier League seks gange siden.