Medie: PSG mister endnu en Mbappé
Kylian Mbappé forlader Paris til sommer, og nu er der meget, der tyder på, at den franske verdensstjernes lillebror også smutter.
Kylian Mbappé har allerede meddelt, at han stopper i Paris Saint-Germain.
Nu er der noget, der tyder på, at den 25-årige verdensstjernes lillebror også er på vej væk.
Angiveligt har blot 17-årige Ethan Mbappé allerede en mundtlig aftale med sin nye klub, som også spiller i den franske Ligue 1.
Ifølge mediet Footmercato bliver det LOSC Lille, som ender med at sikre sig den yngre Mbappé.
De to parter har angiveligt allerede fundet en dato for det obligatoriske lægetjek forud for skiftet.
Ethan Mbappé fik sin debut for PSG’s førstehold tidligere i denne sæson, hvor den 17-årige midtbanespiller står noteret for fem kampe.
Kontrakten imellem de to parter udløber den 30. juni, hvorfor Lille kan hapse Mbappé kvit og frit.