Fenger om ny midtbaneplads: Spiller også gerne målmand
Max Fenger startede på midtbanen i OB’s vitale søndagssejr over Randers FC. Og den normale angriber er klar til at lægge egen udvikling til siden i kampen for overlevelse i 3F Superligaen.
Han plejer at spille i front for OB.
Men da fynboerne søndag tog sæsonens første hjemmesejr var det med Max Fenger i en mere tilbagetrukket rolle, som otte’er.
– I den her sæson er jeg jo blevet kastet lidt rundt, siden jeg er kommet tilbage. Jeg har spillet stort set alt andet end min rigtige position, som angriber, udtaler Fenger til campo.dk.
Fenger var i efteråret udlejet til svenske Mjällby, hvor han oplevede pæn succes som angriber. Men den nye rolle på midtbanen irriterer ikke 22-årige sjællænder.
– Nej. Det er ikke nu, at man skal tænke egen karriere og personlig succes og udvikling. Det er holdet og klubben forrest lige nu.
– Og så kan man altid begynde næste sæson at tænke på, at man skal spille rigtig position. Men lige nu, så spiller jeg gerne målmand, hvis det er det, der gør, at vi overlever, slutter Fenger.
OB spiller sæsonens sidste kamp lørdag den 25. maj.