Stor ærgrelse efter afbrænder: Arteta havde selv valgt Son
Det kunne have set meget lovende ud for Arsenal i Premier League-titelkampen, hvis Tottenham havde stjålet point fra Manchester City tirsdag aften. Og specielt én hændelse i kampens slutminutter ærgrer Arsenal-boss Mikel Arteta.
Blot to point adskiller Manchester City (88 p.) og Arsenal (86 p.) i toppen af Premier League forud for sæsonens sidste spillerunde.
Dermed er Manchester City nu kørt i stilling til at tage titlen fjerde mesterskab i træk og sjette mesterskab på blot syv år.
Men det kunne havde set helt anderledes ud, hvis Tottenham formåede at stjæle point fra Manchester City tirsdag aften. Og det kom da også tæt på, selvom kampen endte ud i en 2-0-sejr til Pep Guardiolas tropper.
Med under fem minutter tilbage af opgøret var stillingen fortsat 1-0 til Manchester City.
Her sendte et stort City-forsvarskoks Pep Guardiola i knæ og Tottenham-profilen Heung-min Son alene ned mod den vikarierende City-keeper Stefan Ortega.
Men den normalt skarpe sydkoreaner formåede dog ikke at sende bolden i kassen til en udligning, og det ærgrer Arsenal-cheftræner Mikel Arteta, der for en kort stund var i himlen.
Arsenal-træneren fortæller, at både han selv og hele familien løb rundt hjemme i privaten med hænderne på hovedet i ærgrelse. De troede, den var hjemme.
– Det er så bittert. Hvis jeg selv skulle have valgt en Premier League-spiller, der skulle have haft den chance, så havde jeg nok valgt Heung-min Son, fortæller han om episoden.
Havde Son fået udlignet til 1-1, og var dette også blevet kampens slutresultat, så havde Manchester City og Arsenal begge haft 86 point forud for sæsonens sidste spillerunde.
Og her ville Arsenal have haft fordelen, da klubben har en målforskel på 61, mens Manchester City ville have en målforskel på 58.
Men sådan gik det som bekendt ikke. Manchester City sejrede og har dermed et forspring på to point. Dermed skal Manchester City enten tabe eller spille uafgjort, mens Arsenal skal vinde, hvis titlen skal ende hos Arteta og co.
Premier League-sæsonens sidste spillerunde løber af stablen søndag. Her skal Arsenal møde Everton, mens Manchester City skal møde West Ham. Alle kampe fløjtes i gang klokken 17:00 og kan følges på Viaplay og en række af Viaplays kanaler.
Se den store chance til Heung-min Son i videoen øverst i artiklen
Sensationelt: Tilbage i Premier League efter to oprykninger