Vejle forlænger med ung forsvarsspiller
Vejle Boldklub har forlænget aftalen med den 18-årige forsvarsspiller, som tidligere har spillet i OB. Det meddeler den østjyske klub torsdag.
Andreas Tomaselli har allerede fået debut i NordicBet Ligaen for Vejle Boldklub, og nu er jagten sat ind på Superligadebut.
Torsdag har den 18-årige forsvarspiller forlænget aftalen i den østjyske klub, således at den nu udløber i sommeren 2025.
Tomaselli kom til Vejle i 2021 fra fynske OB, og det kommende år handler det om at bide sig fast på førsteholdet og få debut i 3F Superliga.
– Mit helt store fremtidsmål er at debutere i Superligaen. Jeg vil gerne udvikle mit spil med bolden, så jeg bliver stærkere i de aktioner, men ellers er det især fysisk, der skal lægges på, når man træder op i seniorfodbold, udtaler Tomaselli til klubbens hjemmeside.
– Jeg har spillet meget som wingback på U19 Liga-holdet i foråret, og det er en position, hvor jeg føler, at min power kan bruges konstruktivt. Der er frihed til at tage bolden med frem, og der kan min energi bruges godt.
– Jeg ser meget frem til det kommende år i VB, hvor jeg håber at overbevise trænerstaben om, at jeg skal med videre i fremtiden. Det er mit mål, slutter forsvareren.
Tomaselli har også fået to indhop i Oddset Pokalen i denne sæson for Vejle Boldklub.