Esbjerg fB forlænger med midtstopper kort før udløb
Tobias Stagaard har skrevet under på en ny aftale med Esbjerg fB. Han stod ellers til at skulle på klubjagt denne sommer.
Tobias Stagaard har fået vished om sin fremtid.
Den indebærer nemlig – med al sandsynlighed – en tur op i NordicBet Ligaen sammen med resten af Esbjerg fB.
Således oplyser 2. divisions tophold torsdag, at man har forlænget aftalen med den 22-årige midtstopper.
Den nye aftale strækker sig frem til sommeren 2026.
Der er tale om en forlængelse af to års varighed, da hans nu forhenværende kontrakt stod til at løbe ud til sommer.
Tobias Stagaard har været i EfB siden 2015, hvor han kom til fra Varde IF.