
Slut med VAR i PL? Klubberne skal stemme om det
Ifølge den velinformerede engelske journalist David Ornstein skal Premier League-klubberne til en afstemning om, hvorvidt VAR skal afskaffes fra næste sæsons begyndelse.

Det bliver diskuteret uge efter uge af fansene. Var fodbold bedre tjent før VAR blev indført?
Og nu skal klubberne i den engelske Premier League sågar stemme om, hvorvidt systemet skal afskaffes fra næste sæsons begyndelse.
Det skriver den engelske journalist David Ornstein onsdag aften i en artikel for The Athletic.
Ifølge Ornsteins oplysninger er det Wolverhampton, der har taget initiativet til afstemningen.
Afstemningen vil finde sted den 6. juni, og det kræver ifølge regelsættet i engelsk fodbold, at 2/3 dele af klubberne er enige, hvis der skal ske ændringer i reglerne.
Det vil altså sige, at 14 ud af 20 klubber skal stemme for afskaffelsen, hvis det skal formaliseres.
VAR har været en del af Premier League siden 2019/2020-sæsonen blev fløjtet op, men selvom systemet har et par sæsonen på bagen, bliver det til stadighed diskuteret mere eller mindre hver spillerunde.