Nat og dag: Vildt, hvordan en sviner kan ændre kampe
Hobro IK sejrede mandag efter en imponerende anden halvleg mod Vendsyssel FF. Forsvarsspilleren Emil Søgaard tilskriver efter kampen en del af æren til en lille ‘sviner’, som man modtog i pausen.
Der var en verden til forskel på de to halvlege, som Hobro IK diskede op med mandag.
Efter at have været nede med 0-1 ved pausen lykkedes man nemlig med at vinde hele 4-1 over Vendsyssel FF.
Efter slutfløjt er Hobro-forsvarsspilleren Emil Søgaard da også lettere overrasket over, hvor meget en lille omgang skældud kan gøre ved et hold.
Det fortæller han til Viaplay.
– Det var modsat fortegn. Det er voldsomt, hvordan en teamtalk og en lille sviner i halvlegen kan ændre fodboldkampe. Anden halvleg er der ikke noget at sige til. Det var en fornøjelse.
Hvad blev der sagt i pausen?
– Jamen, generelt en sviner af det hele. Vores kropssprog og attitude, når vi mistede bolden – og generelt kvaliteten, lyder det fra Hobro-anføreren.
Med sejren kravler Hobro foran netop Vendsyssel i tabellen, så man med tre runder igen nu indtager femtepladsen i NordicBet Ligaen.
Der er dog ikke de store at komme efter i toppen af tabellen, da Sønderjyske og AaB allerede har sikret sig oprykning til 3F Superligaen.