
Ærgerligt! Brighton forsøgte at hente nøglespiller
I stedet for Chelsea kunne Cole Palmer have trukket Brighton-trøjen over hovedet denne sæson, fortæller holdets manager.

Cole Palmer har været i blændende form for Chelsea denne sæson.
Den engelske midtbanespiller har lavet 21 Premier Leauge-mål i sin første sæson for London-klubben, men det kunne have været en anden klub, Palmer tørnede ud for.
Hvert fald udtaler manageren for Brighton, Roberto de Zerbi, at den sydengelske klub var interesserede i at hente Palmer, inden Chelsea lykkedes med det sent i transfervinduet.
– Vi var overbeviste om, at han kunne blive en topspiller. Så vi prøvede at hente ham.
– Hans kvaliteter er åbenlyse for alle, men det var ikke tilfældet i Manchester City. Han spiller virkelig godt i den her sæson og scorer en masse mål, siger De Zerbi ifølge BBC.
I stedet for at skifte til Brighton, endte Palmer i Chelsea, som betalte 42,5 millioner pund til Manchester City. En af sommerens bedste transfers.
De Zerbi og Brighton står over for Cole Palmer onsdag aften i Premier League. Og den italienske træner er fuld af lovord ord om den unge midtbanespiller, som de skal holde øje med.
– Han er et problem, for han kan starte fra en kantposition og komme ind i banen, og så kan han også spille 10’er positionen, siger De Zerbi.
De Zerbis Brighton ligger placeret som nummer 10 i Premier League forud for onsdagens kamp mod Chelsea.