Abildgaard jubler over oprykning: Præcis som håbet
Oliver Abildgaard og Como rykkede fredag op i den bedste italienske række, og debutsæsonen i den norditalienske klub er gået præcis, som den nordjyske midtbanespiller havde håbet.
Efter bare én sæson i Serie B er Oliver Abildgaard efter sommerferien tilbage i Serie A.
Fredag aften rykkede den danske midtbanespiller nemlig op med ambitiøse Como efter en sidste spillerunde, der blev lige spændende nok.
Como kunne selv sørge for oprykningen med en sejr hjemme mod Cosenza. Et 1-1-resultat var ikke i sig selv nok, men selvom Venezia med en sejr på udebane mod Spezia kunne snuppe oprykningen for næsen af Abildgaard og kompagni, så tabte Christian Gytkjær, Magnus Kofod og resten af Venedig-holdet 2-1, og så kunne jublen alligevel bryde ud på Como-søens bred.
– Det blev lige spændende nok, men heldigvis endte Venezia med at dumme sig mere, end vi selv gjorde, fortæller Oliver Abildgaard til campo.
Dermed rykker Abildgaard tilbage i Serie A, som han sidste sommer forlod med sit skifte fra Hellas Verona til Como.
– Over en hel sæson har jeg fået præcis det, jeg håbede på, da jeg skrev under sidste år både kollektivt og individuelt. Jeg har spillet en stor rolle i oprykningen og er utrolig glad for at vi kunne indfri målsætningen. Fra sæsonstart vidste vi, at der var en håndfuld hold med samme ambition om oprykning som os, så jeg er glad for, at vi kan krydse oprykningen af i første hug i en meget tæt liga.
– Jeg glæder mig over at være tilbage i Serie A igen, det har været målsætningen, siden jeg kom her til klubben.
– Scenen er naturligvis en anden i Serie A. Det oplevede jeg i sidste sæson. Der er mange gode hold i Serie B, og ingen kampe har været lette, men der er bare flere øjne på én i Serie A, lyder det fra Oliver Abildgaard.
Selvom Oliver Abildgaard også er glad for oprykningen, så fornemmer han også, hvilken kulmination oprykningen er for investorerne og folkene i klubben, der blandt andet tæller prominente navne som Thierry Henry, Cesc Fabregas og Dennis Wise.
– For mit vedkommende har det kun været et étårigt projekt indtil videre, mens det for ejerne er et projekt, der startede for flere år siden. Det er et meget ambitiøst projekt, og oprykningen vidner om, at vi er på rette spor, lyder det fra Abildgaard, der ikke er i tvivl om, at oprustningen fortsætter denne sommer.
– Jeg tænker, at der bliver handlet stærkt ind til sommer, som der er blevet de seneste mange transfervinduer. Det er et langsigtet projekt og min fornemmelse er, at de forsøger at optimere alle de steder de kan.
Oliver Abildgaard så hele sæsonens sidste kamp fra bænken, men selvom særligt den sidste del af sæsonen har budt på mindre spilletid end de første to tredjedele, så er det ikke noget, der bekymrer den 27-årige midtbanespiller.
– Jeg spillede ikke lige så meget i den sidste håndfuld kampe, som jeg har gjort i løbet af hele sæsonen, men det er ikke noget, jeg lægger noget i. Efter en afsonet karantæne i slutningen af sæsonen vandt holdet, og der blev dermed givet genvalg til de startende, og vi blev ved med at vinde, forklarer Abildgaard.
Selvom det kun blev til samlet 73 minutter i sæsonens sidste seks kampe, så var der kun i alt otte spillere, som fik mere spilletid end Abildgaard i oprykningsæsonen.
Den danske midtbanespiller har kontrakt til og med sommeren 2026.