Officielt: Giroud forlader AC Milan – fortsætter i MLS
Selvom han til september fylder 38, så er fodboldkarrieren langt fra ovre for den franske angriber Olivier Giroud, der efter tre sæsoner i AC Milan drager videre i sin karriere.
Der resterer to kampe for Olivier Giroud i AC Milan.
Den franske angriber takker af i den italienske storklub efter denne sæson.
Det har han selv bekræftet mandag eftermiddag i et følelsesladet interview hos AC Milans egne kanaler.
– Jeg er meget stolt over alt, jeg har præsteret her i Milano igennem tre sæsoner. Det er det rigtige tidspunkt at annoncere det. Min historie med AC Milan slutter i år, men AC Milan vil for altid være i mit hjerte, lyder det fra Giroud.
Selvom der nu kun resterer en hjemmekamp mod Torino og en udekamp mod Salernitana for Giroud i AC Milan, så er han langt fra på vej på pension.
Rekordholderen for flest mål på det franske landshold fortsætter nemlig karrieren på den anden side af Atlanterhavet.
– Min karriere vil fortsætte i MLS, lyder det fra Giroud uden yderligere uddybning.
De seneste mange måneder er Giroud blevet meldt på vej til den californiske klub LAFC, der, som navnet antyder, har hjemme i Los Angeles.