Officielt: Dortmund henter sydamerikansk stortalent
Borussia Dortmund har mandag aften bekræftet, at klubben har hentet det ecuadorianske talent Justin Lerma.
Han er bare 16 år gammel, og det er nok de færreste europæiske fodboldfans, der har hørt om ham. Mandag aften er Justin Lerma så blevet bekræftet som ny spiller i Borussia Dortmund.
Og Borussia Dortmunds sportsdirektør, Sebastian Kehl, er yderst begejstret over, at klubben har hentet unge Lerma.
– Han er et af de bedste sydamerikanske talenter i sin generation. Vi er enormt glade for, at han har skrevet under med Dortmund, siger Kehl ifølge klubbens egen hjemmeside.
På grund af reglerne om ungdomsspillere udenfor Europa kan Lerma først optræde for Dortmund, når han er fyldt 18 år.
Derfor er det altså først i 2026, at den unge offensive midtbanespiller kan tørne ud i det tyske.
Dortmund har ikke beskrevet noget omkring transfersummen i handlen eller andre kontraktuelle forhold.