Medie: Napoli-præsident nægter at sælge stjernespiller
Napoli har haft en skidt sæson, hvor intet har flasket sig for de forsvarende italienske mestre, men ifølge en velinformeret journalist så skal en af klubbens helt store stjerner ingen steder til sommer.
Napoli har på ingen måder formået at ride videre på den succesbølge, de red på i sidste sæson.
De forsvarende italienske mestre har haft en mareridtssæson, hvor de med tre kampe tilbage i ligaen kun ligger på en ottendeplads.
Det har sat gang i rygterne om, hvorvidt store stjerner som Victor Osimhen og Khvicha Kvaratskhelia skal til nye adresser denne sommer.
Sidstnævnte kommer dog formentlig ingen steder. I hvert fald ikke, hvis man skal tro på den normalt velinformerede journalist Fabrizio Romano på det sociale medie X.
Napolis præsident, Aurelio De Laurentiis, skulle nemlig ikke have nogle planer om at sælge Kvaratskhelia.
Det skyldes blandt andet, at italienerne regner med, at Osimhen forlader klubben denne sommer, og at man derfor ikke vil miste begge stjerner.
Derudover melder Fabrizio Romano, at Napoli ønsker at forlænge kontrakten med Kvaratskhelia hurtigst muligt for at forhindre mulige bud udefra.