
Kunne have scoret hattrick: Vi diskuterede straffesparket
Josko Gvardiol stod allerede noteret for to scoringer, da Manchester City i de døende sekunder af Premier League-opgøret imod Fulham fik tildelt straffespark – det var dog ikke kroaten, som sparkede.

Josko Gvardiol kunne være blevet en uventet hattrickhelt.
I stedet måtte den 22-årige kroat nøjes med to scoringer, da Fulham lørdag eftermiddag fik tæv på eget græs.
Sent i opgøret fik Manchester City nemlig tildelt et straffespark, som indskiftede Julian Alvarez tog sig sikkert af.
Gvardiol gav sig dog ikke uden en lille diskussion.


– Vi diskuterede, om jeg skulle tage straffesparket, og det ville jeg selvfølgelig gerne, men vi har en skytte, som tager sig af dem.
– I sidste ende var Julian [Alvarez, red.] kommet på banen, og han tog sig af sparket og scorede, fortalte Josko Gvardiol til TNT.
Hvis kroaten havde scoret hattrick, var han blevet den blot anden forsvarsspiller i Premier Leagues historie til at gøre det.
Den eneste, som har præsteret netop det, er Evertons Steve Watson, som gjorde det i 2003 imod Leeds – Watson spillede dog ikke i forsvaret, da han scorede hattrick.