Historisk: Holstein Kiel klar til Bundesliga for første gang
Holstein Kiel spillede lørdag aften 1-1 med Düsseldorf i den næstbedste tyske række, og resultatet er nok til at sende den nordtyske klub i Bundesliga efter sommer – for første gang i klubbens historie.
Holstein Kiel har lørdag aften skrevet historie.
Den nordtyske klub skal for første gang spille med i den bedste tyske række, når Bundesligaen sparkes i gang efter sommer.
Det står klar lørdag aften, hvor Kiel-klubben, som indtager førstepladsen i 2. Bundesliga, har spillet 1-1 mod tredjepladsen fra Fortuna Düsseldorf.
Kiel kom foran allerede efter to minutter ved den østrigske angriber Benedikt Pichler, som satte pandebrasken på bolden og sendte ekstase ud på Holstein-Stadion.
Få minutter senere var der appellerer fra Düsseldorf om straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs. Düsseldorf jagtede en scoring, men tiden tikkede den rigtige vej for nordtyskerne.
Med 20 minutter igen fik Düsseldorf dog en livline, da de fik tilkendt et straffespark, som den græske topscorer Tzolis omsatte til en scoring.
Düsseldorf satte for alvor jagten ind på den vindende scoring, men uden held. Kampen ender 1-1 og dermed er Holstein Kiel sikker på at tage en af de to øverste pladser i 2. Bundesliga, som giver adgang til Bundesligaen.
St. Pauli kan sikre sig den anden plads i Bundesligaen, hvis de får minimum uafgjort søndag mod Osnabrück.