Officielt: Nicolai Vallys er årets profil
Spillerforeningen har fredag formiddag offentliggjort, at Brøndbys Nicolai Vallys er blevet kåret som årets profil i 3F Superligaen.
Nicolai Vallys’ kolleger i 3F Superligaen har talt.
Brøndby-stjernen er fredag formiddag blevet kåret som årets profil i Danmarks bedste række.
Den 27-årige offensivspiller vandt prisen foran sin holdkammerat Daniel Wass og F.C. Københavns Elias Achouri.
Over 300 stemmer er rullet ind fra de 12 trupper i 3F Superligaen, hvor Nicolai Vallys høstede mere end 30 procent af samtlige stemmer.
– Det er et stolt øjeblik. Og en bekræftelse af, at jeg gør noget rigtigt. Det betyder meget, at det er spillerne, der har kåret mig. Dem som man konkurrer mod, dem som man løber inde på banen med og måler sig imod, det betyder meget, lyder det fra Nicolai Vallys til Spillerforeningens hjemmeside.
– Jeg er et sted nu, hvor jeg skal være iøjnefaldende og en stor karakter i 3F Superligaen og skal bevise det hver weekend. Det er en ny test for mig.
Med hæderen træder den 27-årige Brøndby-stjerne ind i en perlerække af tidligere vindere af prisen.
Her kan du se de sidste seks sæsoners vindere af den eftertragtede pris.
2022/23: Ernest Nuamah, FC Nordsjælland
2021/22: Pep Biel, F.C. København
2020/21: Alexander Scholz, FC Midtjylland
2019/20: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland
2018/19: Robert Skov, F.C. København
2017/18: Hany Mukhtar, Brøndby IF.