Jürgen Klopp kan misse sin sidste kamp på Anfield
Hvis Jürgen Klopp får tildelt et gult kort i Liverpools næste Premier League-kamp imod Aston Villa, så går tyskeren også glip af sin sidste kamp på Anfield.
Jürgen Klopp risikerer at gå glip af sin sidste kamp på Anfield.
Hvis den tyske Liverpool-manager rager et gult kort til sig under mandagens Premier League-opgør imod Aston Villa, så er han idømt karantæne til sæsonafslutningen.
Klopp står nemlig noteret for to gule kort i denne sæson og et tredje gult kort vil sende ham i karantæne.
Dog er Klopp selv meget bevidst omkring dette forud for Villa-kampen.
– Det har jeg vidst i lang tid. Jeg har kun to gule kort, imens et par af mine kolleger har fået karantæner før. Jeg er blevet mere rolig med årene.
– Jeg er ikke nødt til at være på sidelinjen, men det ville være fedt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at blive involveret i nogen diskussioner, fortæller Klopp på pressemødet forud for mandagskampen ifølge Sky Sports.
Du kan se Jürgen Klopp og Liverpool i aktion på TV3+ og Viaplay, når kampen fløjtes i gang klokken 21:00 mandag.
Det har været et kendt faktum, at den tyske Liverpool-manager har gang i sin sidste sæson i spidsen for Merseyside-klubben.
Således bliver sæsonafslutningen imod Wolves den 19. maj også tyskerens sidste kamp på Anfield i denne omgang.
Liverpool har fortsat et snævert håb om at vinde Premier League, men det kræver, at Arsenal og Manchester City skuffer fælt.
Samtidig er The Reds nødt til at vinde sine to resterende kampe.