Hvorfor er det så svært for Bayern at finde ny træner?
Den tyske storklub er kun to sejre væk fra at vinde denne sæsons Champions League. De har vundet 11 mesterskaber i streg. Alligevel virker det til at være umådeligt svært at finde holdets næste træner.
Bayern München leder med lys og lygte efter manden, der skal sætte sig i deres til sommer tomme trænersæde.
Flere prominente navne har været nævnt. Og der har været mere eller mindre bekræftede forhandlinger med blandt andre Ralf Rangnick og Julian Nagelsmann.
Men begge bliver i deres nuværende stillinger. Og det rejser spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for Bayern München at finde en, som vil overtage fra Thomas Tuchel?
Ifølge Nicolai Lisberg, som er stifter og redaktør på mediet Bulibold.dk som udelukkende beskæftiger sig med Bundesligaen, er der to forskellige årsager til storklubbens udfordring.
– Den ene er, at det klare førstevalg og det lige så klare andetvalg har bedre alternativer.
– Xabi Alonso har gang i noget rigtig godt i Leverkusen, og han kan udvikle sig der. Han ved godt, han ikke skal gøre meget mere rigtigt, så kommer der bud igen fra Bayern. Men også Real Madrid og Liverpool kan være der, siger han.
Den tidligere Bayern München-træner Julian Nagelsmann var andetvalg. Han har besluttet sig for at blive i sin rolle som tysk landstræner.
Og Nagelsmann fornemmer ifølge Nicolai Lisberg, at folkestemningen omkring det tyske landshold vender. Det gør jobbet mere attraktivt.
– Og så er der den brogede historie med Bayern, hvor han blev fyret sidste år, siger han.
Hoeness og hierarkiet
Det leder hen til den anden faktor. Hierarkiet i Bayern med ærespræsident Uli Hoeness i spidsen. Der er for meget støj og uro omkring de indre linjer i klubben, mener Nicolai Lisberg.
Rangnick afviser Bayern München-jobbet– Det vil trænere andre steder som eksempelvis Ralf Rangnick bemærke. De finder ikke jobbet lige så attraktivt som tidligere.
– Altså hvis du havde sagt til mig for tre-fire år siden, at Rangnick ville takke nej til Bayern, ville jeg have grinet af det. De plejer jo at få dem, som de peger på, siger Bulibold.dk-redaktøren.
Trænere, som har takket nej til Bayern München:
Julian Nagelsmann
Foretrækker Tysklands landshold
Ralf Rangnick
Vil fokusere på Østrigs landshold og EM til sommer
Xabi Alonso
Bliver i Bayer Leverkusen. Ingen bekræftede forhandlinger, men vi formoder, der har været følere ude. Flere troværdige journalister skrev, at han var Bayern Münchens klare førstevalg
Det argument møder opbakning fra en tidligere cheftræner i Bayern München. Den 70-årige Felix Magath.
– Hoeness-systemet har nået sin grænse. Så klubben oplever lige nu en konsekvens af, hvordan de har behandlet tidligere toptrænere, siger han til tysk Eurosport.
Selv Carlo Ancelotti, som i aften sidder på den modsatte trænerbænk af Thomas Tuchel, blev offer for Hoeness’ hårde hånd, mener Magath.
– Jeg behøver nok ikke sige, at FC Bayerns filosofi var den endegyldige faktor i beslutningen om, at jeg og andre trænere stoppede i klubben, siger Felix Magath.
Kort sagt: Hvis en træner har andre sportslige idéer end Hoeness, er det træneren, som ryger ifølge tyskeren.
Den nuværende Bayern München-træner, Thomas Tuchel, har også været udsat for Uli Hoeness’ kommentarer.
Ifølge ærespræsident er Tuchel ikke dygtig nok til at bruge og udvikle egne talenter.
Tilbage i 2019 lavede Bayern München om på den sportslige struktur. To tidligere profiler i klubben Hasan Salihamidžić og Oliver Kahn fik ansvar for den sportslige retning og beslutningerne.
Trænere som er til rådighed, men som heller ikke bliver ny Bayern München-træner:
Ruben Amorim
Har ført Sporting CP til mesterskaber på fire sæsoner. Har sagt, at han bliver i Sporting næste sæson – efter blandt andet at have været til samtale hos Premier League-klubben West Ham.
Julen Lopetegui
Bliver med pæn sandsynlighed ny træner i West Ham. Også interesse fra Bayern München
Pilen peger på Flick – lige nu
Men de to er allerede fortid igen. Og ifølge Nicolai Lisberg er det fortsat Hoeness, der trækker i trådene.
– Det er ligesom i TV-serien Succession, hvor den gamle far ikke vil overlade magten til børnene.
– Her er det Uli Hoeness, som kritiserer Thomas Tuchel forud for en semifinale i Champions League.
I øjeblikket peger pilen ifølge de tyske medier på, at Hansi Flick bliver ny træner i Bayern München fortæller Bulibold.dk redaktøren. Men det er en pil, som har skiftet retning flere gange, bemærker han.
I aften kan Thomas Tuchel være med til at sende Bayern München i retning af Champions League-finalen. Semifinale-opgøret sparkes i gang klokken 21.00.