Klar transferplan i United: Det vigtigste er at sælge ung profil
Ifølge det britiske Mail Sport er Manchester Uniteds højeste prioritet for det kommende sommertransfervindue at sælge Mason Greenwood.
Der venter muligvis et travlt sommervindue for de nye ejere i Manchester United. Klubben er nemlig inde i en spilmæssig krise.
På trods af dette beskriver det britiske medie Mail Sport, at førsteprioriteten for den engelske gigantklub er at sælge ud af klubbens underpræsterende profiler, hvor særligt et navn presser på.
Det er den omdiskuterede Mason Greenwood, der, ifølge mediet, er Uniteds førsteprioritet forud for transfervinduet. Han skal simpelthen ud af klubben med det samme, så midlerne kan bruges andetsteds, beretter Mail Sport.
Greenwood imponerer ellers i øjeblikket i LaLiga, hvor den unge englænder er udlejet til Getafe.
Faktisk er han ad flere omgange blevet sat i forbindelse med FC Barcelona, der angiveligt er ret lune på at hente ham til sommer.
Den 22-årige englænder har lavet otte mål og seks assists i 29 optrædener i indeværende LaLiga-sæson.
United ligger aktuelt nummer otte i Premier League, hvor klubben netop er blevet overhalet af ligeledes kriseramte Chelsea.