
Kicker: Højt prisskilt på Suzuki – Bundesliga-klub følger tæt
Yuito Suzuki har brændt banen af for Brøndby IF, og det har blandt andet fået en af sæsonens store overraskelser i Bundesligaen til at intensivere jagten på den brandvarme japaner. Det skriver det store tyske fodboldmedie Kicker, som også beretter om prisen.

Formkurven har kun peget en vej for Yuito Suzuki, siden han kom til Brøndby IF i august.
Og det er op.
Den 22-årige japaner er således noteret for ti mål og ni oplæg i sine 22 kampe i Superligaen i denne sæson, og særligt i Mesterskabsspillet har den unge angriber været aldeles fremragende.
Det er også bemærket i udlandet. Blandt andet i Tyskland, erfarer det store tyske fodboldmedie Kicker tirsdag. Her følges Suzuki tæt af en af sæsonens store overraskelser.
Kicker skriver nemlig, at Stuttgart, som aktuelt indtager tredjepladsen i Bundesligaen – og skal spille Champions League næste år – har fulgt Suzuki tæt.
Mediet mener at vide, at Brøndby vil have i omegnen af 110 millioner og 150 millioner kroner for japaneren, og skriver videre, at en låneaftale med en købsoption kan være en mulighed.

Stuttgart har imponeret stort i denne sæson i Bundesligaen og er blot to point efter Bayern München på andenpladsen med to kampe tilbage.

Suzukis kontrakt i Brøndby udløber i sommeren 2027. Han kom til fra japanske Shimizu, og var på udleje i franske Strasbourg sidste forår.