Slagen Spurs-boss: Vi har mistet troen
Torsdag aften led Tottenhams topfire drømme et knæk, da bysbørnene fra Chelsea snuppede alle tre point på Stamford Bridge.
Tottenhams Champions League-drømme led et knæk på Stamford Bridge.
Her lykkedes det nemlig for Chelsea at stikke en gedigen kæp i Ange Postecoglous maskine.
En maskine, som nu har tabt tre kampe på stribe, hvorfor den australske Spurs-manager efter kampen også var noget slukøret.
– Det var ikke godt nok, og jeg er nødt til at tage ansvar for det. Jeg er manageren, og det er mig, der sender holdet derud, og det var ikke godt nok.
– Det føles som om, at vi har mistet troen og overbevisningen til vores fodbold, og det er op til mig at ændre det.
– Når vi spiller, som vi gjorde i første halvleg, så betyder det, at min besked ikke kom igennem til spillerne, fortæller Ange Postecoglou efter nederlaget til Sky Sports.
Reporterens næste spørgsmål gjorde Spurs-manageren en smule stram i betrækket.
Hvilken besked var det?
– Kom nu lidt kammerat, vi spillede ikke godt, vil du have, at jeg skriver en hel roman om, hvor det gik galt?
Med nederlaget mistede Tottenham terræn i kampen om topfire, hvor det nu ser noget usandsynligt ud, at Tottenham kommer i Champions League.
Der er nemlig syv point op til Aston Villa på fjerdepladsen, som dog har spillet én kamp mere end Spurs.
Du kan se hele stillingen i Premier League lige her.